ghfdghfgdh

2006 Pinot Noir, Clos St. Landelin

En af de bedste rødvine fra Alsace. René Muré udfører her nærmest et mirakel med Pinot Noir druer fra gamle vinstokke. En perfekt kom-poneret Pinot Noir med elegance og flot frugtbalance.


Området og producenten

Alsace distriktet er beliggende i det nord-østlige Frankrig og ligger på den østlige side af bjergkæden Vogeserne. Her ligger markerne i læ for den værste regn og blæst, og giver fremragende grobund for en bred vifte af druesorter. René Muré ligger i byen Rouffach i det sydlige Alsace og har sine marker her i området. Her er lidt varmere end i det nordlige Alsace og det giver vine der generelt er mere kraftfulde og ”fede” i strukturen. Domaine René Muré ledes i dag af 12. generation af vin-magere; Véronique og Thomas Muré. Familien har dyrket vin i dette område siden 1648 og de købte Clos St. Landelin i 1935. ”Clos” er en betegnelse for et markstykke, der er indhegnet med sten. Denne mark ligger inden for appellationen Vorbourg, der har Grand Cru klas-sifikation. Denne mark er helt unik, beliggende med sine 15 hektar i den sydlige ende af Grand Cru Vorbourg. Siden 2003 er hele marken blevet behandlet efter økologiske forskrifter.


Vinen

Pinot Noir vinstokkene her på Clos St. Landelin er 40 år gamle og yder et lavt udbytte på 30 hl/hektar. Vinen lagres i 12 måneder på 100% nye franske fade inden aftapning. Dette er en af de absolut bedste Pinot Noir vine fra Alsace. Dels på grund af det lidt varmere klima i denne ende af Alsace, dels fordi Thomas Muré og familie tager denne vin meget alvorligt.


I glasset

Flot klar med brune nuancer i glasset. Stor ekspressiv duft af muld, læder og lidt fad bag ved de rene røde bær. Meget blød og charmerende i munden med god mineralitet og bløde tanniner. En stor klassisk Pinot Noir karakter.

En vidunderlig ledsager til fjerkræ og bløde oste.

Server køligt for at fremhæve den elegante frugt, 10 – 14° C.

 

Publiceret 09/07-2009